De offentlige regler om kun én p-skive i bilen gælder ikke ved privat parkering, slår Højesteret fast i vigtig dom.
Mens to parkeringsskiver i bilens forrude er en for mange på offentlig vej, er det ikke nødvendigvis tilfældet, hvis man parkerer på privat område. Det slog Højesteret mandag fast i en dom, som dermed understreger, at private parkeringsselskaber ikke bare kan overtage færdselslovens regler.
Havde to p-skiver
Sagen handler om en billist, som i maj 2012 parkerede på en parkeringsplads administreret af et privat parkeringsselskab i Hørsholm nord for København. På pladsen var p-skive påbudt. I forruden havde bilisten to p-skiver, der begge var indstillet indenfor tidsbegrænsningen. Alligevel modtog han med henvisning til færdselslovens bekendtgørelse om kun én p-skive en kontrolafgift.
Højesteret: Ingen betydning
Men den går altså ikke, mener Højesteret, som blandt andet begrunder sin afgørelse med, at de to p-skiver i praksis ikke havde nogen betydning, da de begge var indstillet indenfor tidsfristen. Advokaten kalder sagen for vigtig. ”Vi er meget tilfredse med Højesterets dom, som klart tilkendegiver, at de offentlige regler om kun én p-skive ikke bare kan kopiers til privat område, og at bilisten dermed ikke har gjort noget forkert,” siger advokaten og tilføjer: ”Vigtigst er dog, at Højesteret med sin dom sætter en klar grænse for, hvad private parkeringsselskaber må og ikke må, og de kan altså ikke bare overtage færdselslovens bekendtgørelse om parkeringsskiver.”
Comments are closed.